Harlev brugsforening sætter prikken over i’et på Hi&K facade med Gulddonation.

Harlev brugsforening sætter prikken over i’et på Hi&K facade med Gulddonation.

Sidste bygningsmæssige udestående, der har været i etableringen af Harlev idræts- & kulturcenter er opsætning af facadelogoet som blev monteret d. 1. april 2022..

Opsætningen har været forsinket grundet udfordringer med leverancen af det bagvedliggende strækmetal, hvor der har været lidt udfordringer. Derfor er det først kommet helt på plads i uge 11 2022.

Det mindsker dog ikke glæden ved, at Harlev Brugsforening i oktober 2021 valgte at støtte op om ideen med facadelogoet, som bogstaveligt sætter ”prikken over i’et” på facaden.

Dermed har facaden det udtryk, som Ginnerup arkitekter i sin tid tegnede til projektet tilbage i september 2020. Logoet, der er gennemlyst og dæmpbart, spreder sig over et areal på 4,8 m. i bredden og 2 m. i højden.

Det er ideudviklet og designet af Gry Bøndergaard, som er lokal og frivillig grafiker på HI&K projektet. Facadelogoet er forestået af MD skilte og i samarbejde med Visi Skilte og design.

Harlev Brugsforening har valgt at støtte med hele etableringsomkostningen, hvilket således modsvarer en donation på 65.000 kr. Støtten har været afgørende for at facadeudtrykket kunne blive en realitet, ligesom støtten ligger godt til Harlev Brugsforenings formål. Harlev Brugsforening støtter nemlig lokale ildsjæle, og det er hele fundamentet i Harlev Idræts- og Kulturcenter.

I en årrække har Harlev Brugsforening stået for udlejning af bygningerne Gammel Stillingvej 431 i Harlev, almindeligt kendt som det nuværende Meny og salon saksen. Bygningerne blev solgt i 2020 med det formål, at provenuet skulle gå til fremme af almene interesser i lokalsamfundet – Harlev og omegn.

Midlerne kan søges af foreninger, klubber, frivillige organisationer, fællesskaber, og andre ildsjæle, bosiddende i Harlev og omegn, post nr. 8462. Læs mere på Harlev Brugsforening (harlev-brugsforening.dk)

Det er ikke første gang, at Harlev Brugsforening støtter op om HI&K. Således er der 2 gange tidligere støttet med 25.000 kr. tilbage i marts 2018 og marts 2019, hvilket har været afgørende for at styregruppen kunne afholde diverse opstartsudgifter.

I alt er dermed støttet med 115.000 kr. – og sløret løftes hermed for at der er flere gode nyheder ”to come”.

Fra Harlev Idræts- og Kulturcenter lyder en stor tak på troen og støtten til projektet. I bestyrelsen for Harlev Brugsforening, der også baseres på frivillighed og vedholdenhed, sidder formand Peter E. Kristensen, Ulla B.P. Madsen, Birthe B. Thomsen, Carsten Holm, og Niels Stokholm.

Kort kan opsummeres – Uden frivillige ildsjæle til forskellige hverv i 8462 – intet Harlev idræts- og Kulturcenter.

På donationsbilledet ses fra venstre Carsten Holm, Niels Stockholm og Jacob Damgaard, der på vegne af HI&K takker for den flotte donation.
De øvrige billeder er stemningsbilleder fra en dejlig dag.

Harlev Idræts- & Kulturcenter