AGF inviterer til gratis AGF-kamp i uge 42 i efterårsferien, billetter frigives fra i dag.

Den 18. oktober – den første mandag i efterårsferien – kommer Ceres Park til at danne ramme om en ganske særlig fodboldkamp. For her inviterer Aros Forsikring og AGF alle helt gratis til et traditionsrigt opgør mod AaB. Dermed er der lagt op til et fyldt stadion og en stor fodbold-oplevelse for op mod 20.000 tilskuere.

Aros Forsikring har købt kampen som et led i fejringen af forsikringsselskabets 100-års jubilæum i år. Aros Forsikring er byens første forsikringsselskab, og selv om de i dag har kunder over hele Danmark, har de fortsat hovedsæde i Aarhus.

– Vi er et forsikringsselskab, der altid har været optaget af vores nærområde og vores aarhusianske rødder, og i forbindelse med at vi fylder 100 år, vil vi gerne give noget tilbage til lokalsamfundet – og det gør vi nu med en gratis fodboldoplevelse for alle, der har lyst til at være sammen om fodbold og fællesskabet. Hermed får vi forhåbentlig skabt en fantastisk ramme for en stor dag i Ceres Park, siger Martin Høj, der er CCO i det kundeejede Aros Forsikring.

Kampen mod AaB – der også kaldes den jyske klassiker – spilles mandag den 18. oktober kl. 19. Det er første mandag i efterårsferien, og AGF og Aros Forsikring kommer sammen til at sætte alle sejl til for at skabe en god aften for hele familien i skoven i Aarhus.

Målet er at fylde Ceres Park og dermed skabe en uforglemmelig fodboldoplevelse for både publikum og spillerne på banen. Så kom i Ceres Park med hele familien, og tag vennerne med, når 20.000 samles om den jyske klassiker og fællesskabet om fodbold.

Billetterne til kampen frigives fredag den 1. oktober kl. 15, hvorfra de kan hentes via shop.agf.dk. Der er et maksimum på fire billetter pr. person, og AGF opfordrer til, at man kun henter de billetter, man skal bruge, og at man sørger for at udnytte sine billetter til kampen, hvor Århus Stiftstidende også bakker op som mediepartner for den store fodboldfest.