Økodag køerne kommer på græs den 14 april

HVAD ER ØKODAG?
Økologisk Landsforening har siden 2005 arrangeret Økodag sammen med de økologiske mejerier. Mere end to millioner danskere har gennem årene været med til at fejre, når de økologiske køer kommer ud på græs i sommerhalvåret.
De økologiske landmænd lægger stor vægt på, at køerne har det godt og lever så naturligt som muligt. Derfor kommer alle øko-køer på græs fra midt i april til november, hvis vejret tillader det.

HVORFOR SKAL KØERNE PÅ GRÆS?

Alle de økologiske køer skal på græs og ud under åben himmel fra april til november.
Køerne elsker at komme ud på markerne i foråret og gumle den friske græs. På græsmarken nyder køerne at græsse, hvile sig og tygge drøv, som er en vigtig aktivitet for koens fordøjelse.
Desuden er der masser af plads til at være sammen med de andre køer og motionere.

HVEM STÅR BAG ØKODAG?

Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier. Økodag har fået midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.
Den første Økodag blev afholdt i 2005 med 10.000 gæster. Siden da har mere end to millioner besøgt gårdene for at være med til at lukke de økologiske køer ud på frisk græs. I 2024 fejrer Økodag derfor også 20 års jubilæum.