Mødested i Harlev

Hej, rådmand Nikolaj Bang har valgt bl.a. Harlev til et spændende projekt.
Læs mere her nedenfor.
Venlig hilsen
L🙂ne

🌷🌷🌷🌷🌷

Rådmand vil puste nyt liv i 13 af byens rum

Aarhusianerne skal have flere smukke åndehuller. Det mener teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang, der er på vej med sin plan for den strategiske udvikling af byrum i midtby, forstæder og opland.

Byens torve, pladser og grønne mellemrum skal have en ordentlig overhaling. Det samme skal mødestederne i kommunens oplandsbyer. Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, præsenterer nu en plan for byrådet, hvor han peger på 13 konkrete byrum, som skal prioriteres de kommende år.

”Smukke omgivelser giver en helt grundlæggende glæde. Det skal vi have meget mere af i Aarhus. De nye byrum skal være en udvidet dagligstue i det fri, hvor vi har lyst til at slå os ned, nyde området og mødes med dem, vi holder af. Jeg har udpeget 13 steder, som kan blive til hjertet i vores bykvarterer, forstæder og opland, og som løfter byrådets visioner for Aarhus,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

Teknik og Miljø har kortlagt flere end 100 byrum i hele kommunen, bl.a. på baggrund af lokale ønsker om en omdannelse og forskønnelse. Heraf er der arbejdet videre med 44 byrum, som kunne være i spil til en omdannelse. Rådmanden har i samråd med stadsarkitekten udvalgt de første byrum, som vurderes at have et stort potentiale til at løfte bykvaliteten og levere på de politikker, som byrådet har vedtaget.

Af Lone Hindø