Det sker på Harlev Bibliotek i foråret

Harlev Biblioteks Venner og Harlev Bibliotek bringer her en oversigt over, hvad man kan opleve på biblioteket i foråret 2023. Udover de planlagte arrangementer er du selvfølgelig altid velkommen til at komme forbi biblioteket for at låne bøger, lege, læse, lave lektier og meget mere.

Der er åbent med betjening mandag fra kl. 10-16 og torsdag fra kl. 14-18.
Udenfor åbningstiden kan man lukke sig ind med sit lånerkort.

Se mere på bibliotekets hjemmeside.

 

Generalforsamling for Harlev Biblioteks Venner
Onsdag den 8. marts kl. 17-18

Medlemmer, der vil styrke foreningen ved at stille op til bestyrelsen, opfordres til at henvende sig til formand Mikael Witte (mikaelwitte@hotmail.com) for at høre nærmere om de spændende muligheder.

 

ARRANGEMENTER FOR BØRN:

Film for de mindste
Udvalgte mandage fra kl. 9.30-10.15:

Mandag d. 23. januar: Vinter
Mandag d. 27. februar: Venner
Mandag d. 27. marts: Påske
Mandag d. 24. april: Forår

Tilmelding på Harlev Biblioteks hjemmeside.

Hjælp Holger!
Sjov for børn i børnehavealderen.
Hjælp Holger med at finde de ting, han har glemt på biblioteket.

Mandag d. 6. februar mellem kl. 9-11
Mandag d. 8. maj mellem kl. 9-11

Det tager ca. 30 minutter at finde Holgers ting, som er gemt på biblioteket. Man møder bare op!

ARRANGEMENTER FOR VOKSNE:

Forfatteraften om Karin Michaëlis
Onsdag den 8. marts kl. 19-21 på Harlev Bibliotek

Karen Klitgaard Povlsen, der sammen med Johan Rosdahl har skrevet Karin Michaëlis – Forfatter og aktivist, fortæller om forfatteren og hendes værk.

Danske Karin Michaëlis var bestsellerforfatter, kvindesagskvinde og flygtningeven. Hendes bøger blev oversat, trykt i millionoplag og både elsket og hadet i det meste af Europa. Men efter 1960 blev hun næsten glemt i Danmark. Hvordan kunne det ske?

Karin Michaëlis skrev åbent om kvinders følelser og længsler, og for mange var det skandaløst. Andre kunne genkende noget i hendes mest berømte bog, Den farlige alder, der udkom i 1910 og blev en international succes. Det gamle samfund var ved at forsvinde, men menneskene hang stadig fast i stivnede forestillinger om deres roller. Karin Michaëlis skrev ikke bare bøger. Under verdenskrigene var hun pacifist og blev kendt for sin næstekærlige hjælp til alle, der havde behov: børn, gamle, jøder, politisk forfulgte, bøsser, biseksuelle. Hun tjente en formue på sine bøger og foredrag og brugte den på kunst, kunstnere, huse, bespisning, alderdomshjem, på wienerbørn i Første Verdenskrig og på forfulgte på vej væk fra nazisterne efter 1933.

Gratis adgang, men deltagelse kræver tilmelding på hjemmesiden eller på Harlev Bibliotek senest 6. marts.

Foredrag om guldhornene ved Anders Buch-Jepsen
Torsdag den 20. april kl. 19-21 på Harlev Bibliotek

Anders Buch-Jepsen fra Harlev er guldhorns-entusiast og fortæller om guldhornenes form, symboler og ikke mindst deres historie. Du kender dem sikkert allerede – Danmarks største guldfund – fundet med næsten 100 års mellemrum ved landsbyen Gallehus, lidt nord for Møgeltønder,  i 1639 og 1734. Disse helt enestående og meget værdifulde guldfund “der overstråler alle andre i sit egenartede skær af poetisk guldglans, tragisk undergang og videnskabelig gåde” har en fremtrædende plads i vores fælles kulturarv. Det skyldes ikke mindst deres dramatiske historie, fra de blev ofret og nedgravet omkring år 450, senere fundet, stjålet og omsmeltet i 1802 til nyere tids tre forskellige rekonstruktioner og den store uenighed om hvordan guldhornene egentlig har set ud.

Gratis adgang, men deltagelse kræver tilmelding på hjemmesiden eller på Harlev Bibliotek senest 18. april.

Harlev Læsekreds: Læs og snak!
Alle er velkomne til læsekredsen, som moderes af tidligere bibliotekar på Harlev Bibliotek, Dorte Vind. Aftenens bog kan hentes på biblioteket ca. 1 måned før. Tilmelding ved afhentning af bogen, fri entré.

Torsdag den 9. februar kl. 19.00 – 21.00:
Tre dage i april af Jesper Bugge Kold. Dagmar tager med de hvide busser mod kz-lejren Neuengamme for at hente sin mand hjem. Det bliver en noget anderledes tur, end hun havde forestillet sig.

Torsdag den 23. marts kl. 19.00 – 21.00:
Pige, 1983 af Linn Ullmann. En 16-årig pige rejser til Paris. Da hun farer vild i byen, søger hun hjælp hos den 30 år ældre “A”, og de indleder et seksuelt forhold. Erindringsroman for forfatterens faste læsere samt interesserede i emner som overgreb og metoo.

Patchwork-aften
Holder du af at sidde og lave patchwork derhjemme, og kunne du godt tænke dig at mødes med andre med samme interesse og være fælles om at lave patchwork og inspirere hinanden, så har du mulighed for at være med i denne gruppe.

Gruppen mødes på udvalgte mandage fra kl. 19-21.30.
Datoerne for foråret er 13. februar, 13. marts, 17. april, 8. maj og 12. juni.
Tilmelding er ikke nødvendig. Mød bare op med det du selv skal bruge.