Prædiken til Bededag
v. sognepræst Bente Madsen
Bed, så skal der gives jer; søg så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer! ( Matt 7,7)
I dag er store bededag. Den blev indført som erstatning for en række bods- og bededage, som en slags rationalisering: Vi samler det til én dag, og så skal der til gengæld bedes igennem! For at frede dagen blev det tradition at bage brød dagen før, – og så tage lidt forskud på festen, for hvem kan stå for duften af nybagt brød og kardemomme. Derfor spiser vi varme hveder aftenen før store bededag. Og så beder vi ellers igennem! Eller… det er vi nok mange, der ikke gør. For det er blevet uvant for de fleste at henvende sig direkte til Gud. Hvad siger man lige? Det føles måske lidt fromt og akavet med de foldede hænder og ”kære Gud…” ud i det, der ligner den tomme luft. For de af os, som er vokset op med kirkegang til familiens dåb og bryllupper (begravelser var ikke for børn) og måske en enkelt gang til jul, når det kunne passe med stegen og gæsterne, for os ligger det ikke lige for at vende sig mod Gud midt i hverdagens nøgterne kalenderstyrede almindelighed. Heller ikke store bededag, når der er åbent i Silvan, og gavlen trænger til maling. For de fleste ligger det ikke lige for at vende sig mod Gud, medmindre livet braser ind med et af sine store jordskælv: En ulykke, man undveg med en brøkdel af et sekund. Det første barneskrig bag døren på en fødegang. Gud ske lov! Eller når en elsket Far har kæmpet kampen til ende, og hænderne er alt for tomme. Gud i vold! Lige dér er der intet andet at sige. Når jorden for alvor ryster under os, og livets storhed og skøbelighed rammer os, så kan der ske, at vi griber ud efter Gud, som de børn vi er.
Heldigvis.
Da jeg var teenager og det for alvor gik op for mig, at jeg er dødelig, ramte det mig som et chok og som en kolossal ensomhed. Jeg oplevede det, som om jorden revnede og åbnede en afgrund lige foran mig. Jeg så mig om, og det virkede som om jeg var den eneste, der vidste det. At døden findes. Resten af verden rullede videre efter den almindelige køreplan uden at ænse, at den ene efter den anden ville falde ud over kanten og aldrig vende tilbage. Det faldt mig ikke ind at drage Gud ind i billedet dér i lade-som-ingenting hverdagen. Det kunne jeg ikke alene. Det havde -, og det har jeg brug for et fællesskab til.
Det bange barn havde brug for at se de voksne stå ved livet, som det er, og lægge det i Guds hånd.
Nu som voksen giver det mig en stor ro at være i kirken, og opleve bønnen i gudstjenesten, hvor vi sammen står ved livet som det er, og lægger det i Guds hånd. Det er der en stor bestyrkelse i. Det er ikke kun mig, der ved det. Det gør ikke noget, at tankerne vandrer, og dagene går med kalenderens aktiviteter, for det er ikke op til mig alene. Der er nogen som tror sammen med mig, også når jeg selv bliver grebet af barneangst og tvivl. I dag skulle en flok unge have oplevet netop det. Vi skulle have haft konfirmation i kirken, og en flok unge ville træde ud af hverdagen, de ville knæle og bede sammen, de ville se de andre, og de ville se generationer stå bag og stå ved livet som det er. Og lægge det i Guds hånd.
Det har I heldigvis til gode, kære konfirmander!
Det er ikke alle jordskælv, som bringer mennesker nærmere Gud. Det sker også at livets rystelser bringer Gud så langt væk, at han er helt ude af syne, og spørgsmålet melder sig: Hvis der er en Gud, hvor var han så henne da det her skete? Det er en ringe Gud, der går med til det, og tilmed efterlader mig helt alene! Så må man fyre ham. Lige på stedet. Jeg kender mere end et eksempel på, at det var netop dér, da Gud blev fyret, at det forpinte menneske mærkede hans tilstedeværelse. At fyre Gud er en stærk bøn. For den er ærlig.
På denne bededag kan vi ikke mødes og bede sammen. Og der er intet som helst i vejen for at køre i Silvan. Men det tager ikke hele dagen, så lige nu vil jeg tage Jesus på ordet og satse på at enhver som beder får; og den som søger, finder; og den der banker på lukkes der op for. Jeg vil suspendere køreplanen og lade Gud tage over, for det er ham, der kender det virkelige liv, fra hverdag til evighed, og det er ham der kender mig. Jeg vil droppe formaliteterne med kære Gud, og takketalen, hvor jeg skal huske at nævne alt det, der bør nævnes.
Min bøn skal begynde med: Ærligt talt, Gud. Og så vil jeg fortælle ham, hvad jeg slås med. Jeg vil spørge, hvad han synes, jeg skal gøre ved et par ting, og jeg vil lægge det over til ham, som jeg ikke klarer (det er mere end jeg har lyst til at indrømme, men han ved det jo godt). Jeg vil bede ham om at blive ved med at råbe mig op, gerne mere end han gør nu, tak. Jeg vil bede ham om at holde hånden under dem, jeg holder af og under dem jeg ikke kan holde af. Begge dele vil være en stor lettelse. Og så vil jeg bede ham om at lægge sin kappe om mig (jeg ved ikke, hvorfor det lige skal være den) og give mig fred i mit sind og tiltro til at der ikke venter mig en afgrund, men et hjem. Amen.
Herren velsigne dig og bevare dig
Herren lade sig ansigt lyse over dig
Herren løfte sit åsyn på dig
Amen
