Kom til Planlægningsmøde – Gymnastiksæson 2018/19

Planlægningsmøde – Gymnastiksæson 2018/19

Så er vi i fuld gang med at udarbejde næste sæsons gymnastikprogram og i den forbindelse vil vi selvfølgelig også rigtig gerne høre og tage imod jeres ønsker og ideer til gymnastikhold for sæsonen 2018/19.

Så ligger i inde med ønsker/ideer eller kunne i evt. selv tænke jer, at starte et hold eller kender en, der har en træner gemt i sig, så vil vi meget gerne høre fra jer.

Send en mail til ela@harlev-ik.dk senest den 1. maj 2018 eller mød op til vores planlægningsmøde torsdag, den 3. maj 2018 i HIK klubhuset fra kl. 17-18.

Vi har selvfølgelig selv allerede været lidt i tænkeboksen ift. nye hold til den kommende sæson. Her er lidt inspiration, som vi håber vil vække jeres lyst til at træne hos os og evt. selv blive en del af vores dygtige træner-team 😊

Aktive familier i det fri:

Vi leder efter 2-4 instruktører, der sammen kunne se det skønne i, at træne udendørs med familien én time om ugen. Der er endnu ikke sat tid eller sted af for holdet så I kan være med til at danne rammen. Holdet henvender sig til familier med børn i alderen 3-10 år. Der vil blive tilbudt introkursus, og vi har ligeledes et stort ide-katalog, med masser af aktiviteter man kan tage fat i fra dag et.

Hvis det har fanget din interesse, er der allerede 3 timers inspirationskursus onsdag, 25-04-2018 kl. 18-21, som gymnastikafdelingen gerne vil betale for din deltagelse i.

Rytme for voksne:

Vi leder efter en instruktør, der har lyst til at starte et rytmehold op for voksne. Der er helt klart efterspørgsel på sådan et hold, og gymnastikafdelingen vil derfor gerne tilbyde det til vore medlemmer. Så er du en gymnast eller forhenværende gymnast/instruktør, med lyst og kreativitet til at lede et hold af glade voksne piger i Harlev, så giv lyd.

Tummel-teamet:

Vi leder efter 1-2 voksne evt. med børn i alderen 0-6 år, til at indgå i vores familietummel-team, der holder salen varm lørdage kl. 10-11. Der er ingen krav til tidligere erfaring eller kunnen indenfor gymnastikken, kun et krav om, at man vil lege med sine børn, stille redskabsbaner frem i gymnastiksalen og sørge for, at der åbnes og lukkes. Der er pt. to “holdledere” til holdet og med yderligere 2, er man kun ansvarlig for en enkel lørdag pr. måned i snit. Holdet er uformelt, der er ikke decideret styring af timen, og målet er, at alle skal have det sjovt og hygge sig en time.

Barselsforældre-træning:

Vi leder efter en instruktør eller en kommende instruktør, der har en ledig formiddag i ugen, hvor man kunne have lyst til at træne en lille flok voksne, der går på barsel.

Der er både et hold der træner indendørs, men vi er ligeledes i opstartsfasen af at danne et hold der træner i Byparken, hvor der er lækre redskaber og god mulighed for udetræning.

Har vi vækket jeres interesse? Så glæder vi os til, at høre fra jer og ser frem til en ny gymnastiksæson med hold til alle aldersgrupper og niveauer 😊

Hilsen HIK-Gymnastik bestyrelsen